En forlænget weekend i Cao Bang, som blev en lidt kortere tur end forventet!

Vi havde taget fri fra børnehaven om fredagen og mandagen hvor vores første plan var at tage til Hoi An, men den plan måtte vi droppe igen da vi i den periode ikke havde vores pas fordi vi var i gang med at få forlænget vores visum.

Vi kiggede i vores Lonely planet-bog for at finde lidt inspiration til hvor vi så kunne tage hen. Vi faldt over en lille by der hedder Cao Bang, i selve Cao Bang skulle der ikke ske det vilde men der kunne arrangeres ture ud til Hang Pac Bo(Water-Wheel Cave) og Ban Gioc Waterfall og Nguom Ngao Cave. Vandfald, vi skulle da op og se nogle vandfald, så det var der Camilla, Kathrine og jeg endte med at tage hen. Vores søde lærerinde Ha hjalp os med at få booket billetter til en sovebus. Cao Bang ligger ca. 272 km nord fra Hanoi og det ville ca. tage 8 timer at komme derop, de skal i hvert fald ikke klantres for at køre for stærkt derop J

Bussen var ganske behagelig og sjovt at prøve at sove i rækker og i to etager med fødderne inde i et hul hvor det næste sæde så var, de udnytter i hvert fald pladsen godt.

Vi ankom til Cao Bang fredag morgen kl. 5, der havde vores hotel ikke åbent endnu så vi satte os og ventede på et gadekøkken og fik lidt morgenmad der. Vi kunne komme ind på hotellet ved 7 tiden og efter en lang snak med en vagt som overhovedet ikke kunne engelsk fik vi endelig en nøgle til et hotelværelse og sov i et par timer der. Da vi vågnede igen gik vi ned og snakkede med en receptionist der hjalp os med at få booket en tur til vandfaldene om lørdagen og så ville vi på egen hånd ud om søndagen og se Hang Pac Bo. Om fredagen slentrede vi rundt omkring i Cao Bang, der var en rigtig flot natur og vi gik af lidt øde grusveje. Det var endnu engang fedt at komme hen et sted hvor vi bare kunne slappe af og vi ikke skulle tonse rundt for at nå at se alle de ting man nu engang gerne ville se når man kommer et nyt sted hen.

Det er ikke just restauranter der præger denne by, vi gik i lang tid før vi endelig fandt frem til en af de to restauranter vi kunne finde i byen. Det var en buffet hvor vi kunne gå op og vælge lidt forskelligt kød og grøntsager og ris. Kathrine og jeg bestilte noget kødsovs som så ret lækkert ud. Da vi fik det lugtede det godt nok lidt sjovt. Kathrine tog en bid og sagde at hun godt nok syntes det smagte dårligt og i hvert fald ikke af oksekød. Jeg smagte det også og nej det smagte bestemt ikke godt. Kathrine fik en mistanke om at det måske var hundekød, med tegnsprog pegede hun på restaurantens lille kælehund og på kødet og manden smilede og sagde ja. FØJ! Det var så hundekød. Er da ret glad for at vi ikke syntes det smagte helt vildt godt. Nu kan vi da sige at vi har prøvet at smage det.

Da vi kom ned i receptionen om morgenen fortæller receptionisten os at hun skal bruge vores pas, vi forklarer hende vores situation og hun siger at fordi vandfaldet ligger midt i grænsen mellem Kina og Vietnam så skal vi bruge vores pas. Hun ringer rundt men det lykkedes desværre ikke at vi kan komme derop. De skal have kopi af pas og visum og Camilla og jeg har desværre kun kopi af vores pas. Så vi er lidt ærgerlige, men der var desværre ikke noget at gøre ved det. Vi besluttede at vi i stedet ville tage de ca. 60 km op til Hang Pac Bo og så tage hjem en dag tidligere. Vi aftalte så at vi på et andet tidspunkt ville tage af sted igen og så vandfaldene.

Hang Pac Bo er den grotte som Ho Chi Minh tog hen til efter han var kommet tilbage til Vietnam i januar 1941 efter han havde været væk fra landet i 30 år. Grotten er omkredset af et virkeligt smukt område med en stor flot blå sø hvor der er fisk og de flotte farverige sommerfugle flyver rundt omkring. Rigtig idyllisk. Og der er bjerge omkring der bare fortsætter så langt du kan se ud i horisonten. Det var i dette område at Ho Chi Minh også sad og skrev digte.

Vi gik rundt om søen og satte os med fødderne i vandkanten og nød det smukke syn. Vi var heldigvis kommet ret tidligt af sted så vi undgik de mange turister der først ankom da vi var på vej væk derfra. Selve vejen til og fra Hang Pac Bo er også enormt smuk.

Så det endte med at blive en dejlig tur alligevel og vi glæder os til at komme tilbage og få set vanfaldet J

Vi nyder vores ophold hernede i fulde drag og vi er faldet rigtig godt til og er blevet taget så godt imod og har fået opbygget nogle dejlige venskaber hernede.

Varme hilsner til jer alle fra Anne

Weekend i Ninh Binh!

D. 24. – 25. februar, trængte vi til at komme lidt ud af Hanoi. Kathrine, Camilla, Signe og jeg tog til en lille by der hedder Ninh Binh, det tager ca. 2,5 time i tog at komme dertil. Vi er alle meget spændte da det er første gang vi skal køre i tog i Vietnam, vi finder endelig vores pladser efter at vi måtte vifte en væk som havde sat sig på vores pladser, vi troede alle havde plads-billetter så vi blev lidt nervøse for at der var dobbelt-booket. Men vi er på farten og personalet kommer med drikkevarer vi kan købe og mad. Vi er lidt nysgerrige på hvad man kan købe i togene i Vietnam, det er så hårdkogte æg!! Det var altså lidt sjovt at så købte de lige et par hårdkogte æg og salt og peber og så hyggede de sig med det J

Vi kommer frem til Ninh Binh og der står en mand fra vores hotel og venter på os, det var nu meget rart når vi er et helt nyt sted og det er aften og vi ikke helt aner hvor vi skal hen. Men vi går over til hotellet der ligger ikke så langt fra stationen, det er et lille familieejet hotel der er udmærket. Vi skulle jo kun være der 2 nætter så vi behøvede ikke noget vild luksus. Vi får vores værelser og får at vide at der er the nede i fællesstuen når vi er klar. Vi går ned og får kigget i nogle brochurer om forskellige ture de arrangerer. Vi ville gerne ud og se noget smuk natur omkring Ninh Binh, så vi bestiller en tur til om lørdagen hvor vi vil blive kørt rundt bag på hver vores motorbike rundt omkring Ninh Binh. Vi glæder os rigtig meget til den tur dagen efter og beslutter os for at gå i seng for vi skulle tidligt op dagen efter. Vi vågner så alle sammen mange gange i løbet af natten for vi bor jo som sagt lige ved siden af togstationen. Man skal da absolut markere nu er man på vej ind på perronen og det er ikke nok med at toget larmer helt vildt i sig selv, der skal da også tudes i hornet til den helt store guldmedalje. Tak tog, vi havde da heller ikke brug for så meget søvn den nat!!

Vi står op og spiser morgenmad, vi får øje på at der står fire mænd klar ude foran hotellet med hver deres motorbike, så er vi ellers bare klar til udflugt med motorbike-gutterne. Vi får tildelt hver vores mand og motorbike og så er det ellers bare af sted ud af byen og ud på veje med marker omkring og så bare den friske luft der suser på en. Det var en dejlig befriende fornemmelse bare at drøne derud af. Der skulle da tages billeder på de motorbikes, men hvad var nu det? Ja Annes kamera havde da så valgt lige at gå i stykker nu! ØV, det var da for irriterende når vi endelig kom ud og skulle se noget andet end Hanois travle hverdag. Hmm, det var da i det mindste godt at de andre 3 havde deres parat og kunne tage en masse billeder jeg kunne få senere hen.

Vi kører blandt andet hen til Tam Coc hvor vi to og to sætter os ned i en robåd, i Camilla og min båd er det en mand der styrer båden og en meget gammel dame der hjælper lidt til men senere på sejlturen finder vi så ud af hvad hendes funktion egentligt er.

Vi sejler af sted og runder et hjørne og så springer den flotteste natur os i øjnene. Vi sejler ned af floden med kæmpe bjerge på hver sin flodbred, rundt omkring springer bjerggeder rundt omkring. Rismarker overmander flodens breder længere nede af floden, damer og mænd vandrer rundt i vandet eller oppe på markerne og arbejder for føden. Det er helt vildt at opleve en kultur som denne når vi er vant til Hanoi som er en helt anden kultur i Vietnam. Folk bor jo helt ud til disse floder og hele dette område er deres liv. Vi sejlede forbi et hus der nærmest lå i floden hvorfra de solgte orkidéer til de forbipasserende, det er utroligt at det kan lade sig gøre. Det var virkelig det hektiske og til tider kaotiske samfund i Hanoi overfor det selvforsynende og lidt fattigere samfund. Men hvis man snakker om naturen og det lidt idylliske over at sidde i en båd der sejler ned af floden så er det helt sikkert det der tiltrækker mig mest i forhold til det vi til dagligt bor i, i Hanoi. Men jeg tror nu nok at det er de fleste der ville synes det er en natur for sig. Vi sejlede også igennem tre kalkstensgrotter som er en helt speciel oplevelse at sejle igennem. Der er helt stille og der høres kun lyden af årenes plasken i vandkanten. Da vi er kommet igennem den sidste grotte bliver stilheden brudt, massevis af kvinder i både med drikkelse og madvarer de vil sælge til dig. Vi vil ikke være bekendt at sige nej at købe lidt så vi køber noget udskåret ananas og mango. Damen i båden spørger os om vi ikke os skal købe noget til de to der ror vores båd. Jeg får straks lidt dårlig samvittighed over at vi kun køber noget til os selv og de to ældre mennesker bare sejler os rundt. Så selvfølgelig vil vi gerne købe lidt at drikke til dem. Man skal så bare lige tænke over at når man siger ja til det, så bliver der læsset op i båden. De skulle da både have noget af drikke, kager og frugt, og det er ikke fordi jeg ikke under dem det og ikke vil betale for det, men mere det at der bliver spurgt om vi ikke skal købe dem noget at drikke og der så derefter bare bliver smidt alt muligt over i båden. Det er jo deres måde at overleve på, og går den så går den. Jeg tror at det er de færreste der vil begynde at protestere imod det, vi blev bare sådan lidt, hvad fanden sker der lige herJ Efter at have fået købt lidt provianter vender vi om og skal sejle tilbage igen. På hjemturen finder vi så ud af hvorfor hende den ældre dame egentligt er med for på halvvejen åbner hun en sæk der står bag hende med broderede duge, servietter, billeder osv. Vi købte nogle småting af hende selvom hun ihærdigt prøvede at sælge os mere og fortalte om alle de børn og børnebørn som hun skulle forsørge. Selvfølgelig rør det en når de fortæller om deres liv og jeg ved at de er fattige. Men hver eneste dag møder vi folk der vil sælge os alt muligt at det bliver en hverdagsting for os og må bare indfinde mig med at man ikke kan redde hele verden. Selvom det godt kan være rigtig hårdt at være vidne til.

Efter det tog vi videre op til nogle templer og derefter videre til Hoa Lu, som for mange år siden har været Vietnams hovedstad. På vejen dertil kørte vi af små veje og motorbiken bumper derudaf og prøver at undgå de værste huller i vejen. Pludselig overhales vi af en anden motorbike som har to hele døde grise spændt bagpå med benene strittende op i vejret og med åben mund. Der blev jeg sgu lidt forskrækket da den kører forbi os. Øv, det ville ha været fedt at have et billede af. Vi kom til et af templerne i Hoa Lu.(Vi har efterhånden set en del templer så det er ikke helt så spændende mere) men der var et lille tempel oppe på et kæmpe bjerg vi skulle op til, da vi også havde hørt at der skulle være en fantastisk udsigt. Hold da op, det var hårdt! Der kunne det virkelig mærkes hvor dårlig form jeg er i J Så det var sgu en kæmpe sejr at stå på toppen til den flotteste udsigt jeg længe har set. Vi kravlede ud på nogle klippe-toppe og stod bare der og nød stilheden og den vidunderlige udsigt. Vi mødte nogle Vietnamesiske mænd der også var på tur og som talte ret godt engelsk. De var rigtig flinke og dem skulle vi da selvfølgelig også lige have taget billeder med. Vi har efterhånden vænnet os til at folk meget gerne vil have taget billeder sammen med os, nogle spørger og andre stiller sig bare ved siden af en og tager et billede og går videre. Jeg er da helt sikkert bedst til at de spørger først, det andet virker meget uhøfligt på mig, men den tankegang har de slet ikke. De synes bare det er sjovt og fantastisk at kunne få taget billede sammen med en hvid.

Derefter kørte vi hjem mod Ninh Binh igen ud af små grusveje med bjerge og rismarker omkring en. Der løb høns rundt på vejen og gederne løb rundt oppe i bjergene, det var en helt fantastisk oplevelse. Vi var godt trætte om aftenen og slappede af på hotellet med øl og kortspil J

Dagen efter lejede vi nogle cykler og ville udforske lidt af Ninh Binh by inden vi skulle med toget hjemad igen mod Hanoi ved middagstid. Det regnede helt vildt meget og jeg magtede ikke at cykle rundt regnvejr og ikke kunne se noget som helst fordi jeg ikke kunne have mine briller på J Så de andre cyklede videre og jeg tog hjem på hotellet og læste lidt og blev tør. Da de andre kom hjem en times tid efter lignede de da også en flok druknede mus J Vi fik lidt at spise og tog toget hjem. Det var en rigtig hyggelig weekend hvor det var så skønt at komme ud og opleve noget andet en Hanois storby ræs.

Det var lidt om turen til Ninh Binh :)

Oplevelser i Hanoi!

Så er det vist på tide at jeg får opdateret lidt herinde på bloggen igen. Det er jo ved at være lidt siden jeg sidst har fået skrevet lidtJ

På tur med HC og Kathrine!

Nå men jeg vil da starte med at fortælle om en dejlig tur jeg havde i Botanisk have søndag d. 12. februar. Jeg tog en lille søndagsudflugt til Botanisk have sammen med mine naboer Kathrine og HC. Vi besluttede at tage en taxa derud, hvilket ikke helt er nødvendigt men dovenskaben længe leve. Kathrine og jeg blev meget hurtige enige om at vi i hvert fald ikke skulle lade HC sidde på forsædet en anden gang. Taxachaufføren blev meget glad for HC og ville utroligt gerne have hendes nummer, hvilket han så IKKE fik. Men det endte da med at han kørte en meget stor omvej så vi skulle betale dobbelt så meget som vi kom til at betale hjem igen. (HC, du må pakke dine blå øjne væk næste gang vi skal nogle steder) J Den Botaniske have er en park som blev anlagt af franskmændene i 1800-tallet.

Det var jo ikke rigtig sommer hernede endnu så der var ikke så meget botanisk have over den endnu med flotte træer og blomster der var sprunget ud, men det var helt sikkert et skønt sted alligevel. Med to kæmpe store søer og flotte træer rundt omkring. Jeg tror der var gået lidt forårs kulder i os, for vi fik taget en masse fjolle-billeder rundt omkring i haven.(Til stor morskab for andre end os selv)

Jeg synes det er fedt at gå rundt og se hvad vietnameserne lavede, der er en masse liv i den Botaniske have med folk der løber rundt om søerne, spiller badminton og fodbold. Der er åbenbart også tradition for at tage en ghettoblaster med ud i haven og så bare begynde i en større flok at lave gymnastik. Jeg kan godt lide ideen i at de ikke gider og stå inde i en hal og dyrke sport men stille sig ud midt i en botanisk have hvor andre bare vader forbi J Vi glæder os til at komme derud igen om nogle måneder hvor der nok er lidt flottere og så bare sætter os på nogle tæpper og nyde sommeren og de flotte omgivelser.

Vi besluttede os for at når vi nu alligevel var derude i området så kunne vi da lige gå ind og se det flyvrag der skulle ligge i en sø lige rundt om hjørnet. Vi gik og vi gik og vi gik, men fandt aldrig rigtig vejen ned til den sø og da vi så endelig fik kigget rigtig på kortet fandt vi ud af at vi var gået forbi den vej for længe siden, vi droppede ideen om at se det fly den dag og gemme den oplevelse til en anden dag. Men det var nu en dejlig dag hvor vi fik lidt mere indblik i den vietnamesiske kultur.

Weekenden hvor vi udforskede lidt af Vietnams Historie i Hanoi!

Weekenden efter var det så min fødselsdag om lørdagen, jeg har heldigvis nogle fantastiske samboer og naboer samt nabo-Kathrines kæreste der gjorde min dag helt perfekt. Blev vækket af samboerne med fødselsdagssang og brunch, så lækkert. Om aftenen var vi ude og spise og bagefter tog vi hjem i huset og spiste kage og hyggede. Det betyder virkelig meget for en at der er nogle der gider at fejre en når man er så langt væk fra dem der plejer at fejre en derhjemme J

Om søndagen tog vi alle af sted op til Ho Chi Minhs Mausoleum som blev bygget og stod færdigt i 1975. Vi var ikke inde i det men så det kun udefra. Det er en kæmpe plads hvor der naturligvis kommer en masse turister for at se det mausoleum der er bygget for at hylde Ho Chi Minh. Men det sjove ved det hele er jo at Ho Chi Minh slet ikke ønskede at blive begravet eller at der blev oprettet et mindested for ham, for det skulle folket ikke spilde deres penge på.

Efter hans død i 1969 slettede partiet de ønsker fra testamentet, inden det blev offentliggjort. Hans legeme blev balsameret og mausoleet blev bygget færdigt i 1995. Hele det originale testamente blev først offentliggjort senere hen. Jeg synes det er lidt vildt at en så højt respekteret leders ønsker bliver slettet fuldstændig, men må jo indrømme at det er et rigtig flot sted som er fint at komme hen og se.

Vi ville jo i samme omgang også ind og se Ho Chi Minh museet, vi fandt så ud af at hvis vi skulle have været inde på museet så skulle vi ha været der tidligt om morgenen, så det må vi klare en anden dag, for jeg tror det kunne være rigtig spændende at se. Jeg tror at vi snart har lært at vi skal tjekke lidt bedre op på de steder vi gerne vil se inden vi tager af sted J Men vi må bare af sted igen en anden gang.

Men på vejen op til mausoleet gik vi lige en tur rundt i området og der fandt vi sgu søen med det amerikanske B52-fly. (Det var vist meget godt at vi havde nogle med som mestrede det der med at kigge på et kort lidt bedre en vi gjorde søndagen før) Flyvraget er et lev fra julebombardementerne i 1972 hvor amerikanerne genoptog kampene. Vietnamesiske antiluftskyts skød 34 amerikanske B52-fly ned. Et af flyvragene landede i en sø som man så har valgt at bevare som et mindested for julebombardementerne.

På denne skønne tur med de dejlige mennesker så vi også præsidentpaladset som man hverken kan komme ind i eller må fotografere, så var vi inde og se Ho Chi Minhs pælehus hvor han boede fra 1958 til sin død.

Det var lidt om vores historiske oplevelser i Hanoi på egen hånd!