søndag den 29. april 2012

En forlænget weekend i Cao Bang, som blev en lidt kortere tur end forventet!


Vi havde taget fri fra børnehaven om fredagen og mandagen hvor vores første plan var at tage til Hoi An, men den plan måtte vi droppe igen da vi i den periode ikke havde vores pas fordi vi var i gang med at få forlænget vores visum.

Vi kiggede i vores Lonely planet-bog for at finde lidt inspiration til hvor vi så kunne tage hen. Vi faldt over en lille by der hedder Cao Bang, i selve Cao Bang skulle der ikke ske det vilde men der kunne arrangeres ture ud til Hang Pac Bo(Water-Wheel Cave) og Ban Gioc Waterfall og Nguom Ngao Cave. Vandfald, vi skulle da op og se nogle vandfald, så det var der Camilla, Kathrine og jeg endte med at tage hen. Vores søde lærerinde Ha hjalp os med at få booket billetter til en sovebus. Cao Bang ligger ca. 272 km nord fra Hanoi og det ville ca. tage 8 timer at komme derop, de skal i hvert fald ikke klantres for at køre for stærkt derop J

Bussen var ganske behagelig og sjovt at prøve at sove i rækker og i to etager med fødderne inde i et hul hvor det næste sæde så var, de udnytter i hvert fald pladsen godt.

Vi ankom til Cao Bang fredag morgen kl. 5, der havde vores hotel ikke åbent endnu så vi satte os og ventede på et gadekøkken og fik lidt morgenmad der. Vi kunne komme ind på hotellet ved 7 tiden og efter en lang snak med en vagt som overhovedet ikke kunne engelsk fik vi endelig en nøgle til et hotelværelse og sov i et par timer der. Da vi vågnede igen gik vi ned og snakkede med en receptionist der hjalp os med at få booket en tur til vandfaldene om lørdagen og så ville vi på egen hånd ud om søndagen og se Hang Pac Bo. Om fredagen slentrede vi rundt omkring i Cao Bang, der var en rigtig flot natur og vi gik af lidt øde grusveje. Det var endnu engang fedt at komme hen et sted hvor vi bare kunne slappe af og vi ikke skulle tonse rundt for at nå at se alle de ting man nu engang gerne ville se når man kommer et nyt sted hen.

Det er ikke just restauranter der præger denne by, vi gik i lang tid før vi endelig fandt frem til en af de to restauranter vi kunne finde i byen. Det var en buffet hvor vi kunne gå op og vælge lidt forskelligt kød og grøntsager og ris. Kathrine og jeg bestilte noget kødsovs som så ret lækkert ud. Da vi fik det lugtede det godt nok lidt sjovt. Kathrine tog en bid og sagde at hun godt nok syntes det smagte dårligt og i hvert fald ikke af oksekød. Jeg smagte det også og nej det smagte bestemt ikke godt. Kathrine fik en mistanke om at det måske var hundekød, med tegnsprog pegede hun på restaurantens lille kælehund og på kødet og manden smilede og sagde ja. FØJ! Det var så hundekød. Er da ret glad for at vi ikke syntes det smagte helt vildt godt. Nu kan vi da sige at vi har prøvet at smage det.

Da vi kom ned i receptionen om morgenen fortæller receptionisten os at hun skal bruge vores pas, vi forklarer hende vores situation og hun siger at fordi vandfaldet ligger midt i grænsen mellem Kina og Vietnam så skal vi bruge vores pas. Hun ringer rundt men det lykkedes desværre ikke at vi kan komme derop. De skal have kopi af pas og visum og Camilla og jeg har desværre kun kopi af vores pas. Så vi er lidt ærgerlige, men der var desværre ikke noget at gøre ved det. Vi besluttede at vi i stedet ville tage de ca. 60 km op til Hang Pac Bo og så tage hjem en dag tidligere. Vi aftalte så at vi på et andet tidspunkt ville tage af sted igen og så vandfaldene.

Hang Pac Bo er den grotte som Ho Chi Minh tog hen til efter han var kommet tilbage til Vietnam i januar 1941 efter han havde været væk fra landet i 30 år. Grotten er omkredset af et virkeligt smukt område med en stor flot blå sø hvor der er fisk og de flotte farverige sommerfugle flyver rundt omkring. Rigtig idyllisk. Og der er bjerge omkring der bare fortsætter så langt du kan se ud i horisonten. Det var i dette område at Ho Chi Minh også sad og skrev digte.

Vi gik rundt om søen og satte os med fødderne i vandkanten og nød det smukke syn. Vi var heldigvis kommet ret tidligt af sted så vi undgik de mange turister der først ankom da vi var på vej væk derfra. Selve vejen til og fra Hang Pac Bo er også enormt smuk.

Så det endte med at blive en dejlig tur alligevel og vi glæder os til at komme tilbage og få set vanfaldet J

Vi nyder vores ophold hernede i fulde drag og vi er faldet rigtig godt til og er blevet taget så godt imod og har fået opbygget nogle dejlige venskaber hernede.

Varme hilsner til jer alle fra Anne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar